PLACEHOLDER

Lad os styrke ligestilling, diversitet og inklusion

Dato 06.03.24 |
Af:
Lars Storr-Hansen

I landets arkitektvirksomheder skal alle talenter i spil. Til gavn for medarbejderne, virksomhederne og det omgivende samfund. Derfor lancerer vi en diversitetspolitik.

Virksomheder, der arbejder målrettet på at styrke ligestilling, diversitet og inklusion, vil ikke alene skabe bedre arbejdspladser for medarbejderne. De sikrer sig også, at alle talenter kommer i spil. Og de vil stå med et bedre afsæt for at styrke deres innovation, konkurrencekraft og i sidste ende indtjening.

Derfor giver det i den grad mening at arbejde for at styrke ligestilling, diversitet og inklusion. Det er heldigvis også et arbejde, som er i gang i landets arkitektvirksomheder. Men vi håber, at indsatsen vil blive styrket yderligere med den diversitetspolitik, som Danske Arkitektvirksomheder nu fremlægger.

Som sagt handler det om at udvikle arbejdspladser, hvor alle bliver set, hvor alle kan udfolde sig, og hvor mangfoldighed bruges til at skabe de bedste løsninger. Arkitektvirksomheder designer og bygger for vidt forskellige befolkningsgrupper, og slutproduktet bliver i reglen bedst, når flere bidrager med deres forskellige indsigter og indfaldsvinkler.

Forskning har påvist, at manglende diversitet omvendt kan fastholde en arbejdskultur, der ikke fremmer samme grad af innovation som en mere mangfoldig arbejdsstyrke. Det kan blive sværere at tiltrække og fastholde talent, for nogle medarbejdere vil føle sig mindre velkomne i virksomheder, der ikke prioriterer diversitet eller har et inkluderende miljø. Virksomheder, der opererer i udlandet, kan risikere at støde ind i kulturelle barrierer og få problemer med at integrere medarbejdere, hvis de ikke arbejder bevidst med diversitet.

Det er bl.a. af disse årsager, at vi fremlægger den nye politik. Men det skal heller ikke skjules, at der er rum til forbedring. Den 8. marts sidste år offentliggjorde vi en undersøgelse om ledelsens og ansattes oplevelse af diversitet i medlemsvirksomhederne. Den viste, at målet om øget diversitet blev anset for at være vigtigt og blev bakket op af ledere og medarbejdere. Men den blotlagde også, at der er for få kvindelige rollemodeller, for få kvinder der starter egen tegnestue og for lidt fokus på rammer, der kan få familieliv og arbejde til at balancere.

"I sin essens lægger dokumentet op til at fremme ligestilling, diversitet og inklusion som grundlæggende værdier i virksomhederne"

Bestyrelsesformand Katja Viltoft fastslog dengang, at der var behov for at arbejde mere målrettet med diversitet, og det er præcis det, vi gerne vil sikre, når vi fremlægger en diversitetspolitik i form af en skabelon, der kan bruges som inspiration ude i virksomhederne.

I sin essens lægger dokumentet op til at fremme ligestilling, diversitet og inklusion som grundlæggende værdier i virksomhederne, ligesom målet er at skabe miljøer, hvor alle medarbejdere kan trives og udleve deres potentiale. Alle medarbejdere skal, uanset baggrund, køn, kultur, race, religion, seksuel orientering, alder eller handicap m.v., føle sig velkomne, respekterede og værdsatte.

Et andet fundamentalt princip handler om, at der fortsat skal arbejdes aktivt og vedvarende for at skabe reel ligestilling mellem mænd og kvinder - lige fra ansættelse af unge talenter til udvælgelse af ledere på alle niveauer, herunder indlemmelse i partnerkredse, udnævnelse til topledelse eller indtræden i bestyrelser. Det er også vigtigt, at flere kvinder er med i nystartede virksomheder eller indgår i generationsskifter.

Katja Viltoft præsenterer den nye politik på en konference i DAC den 8. marts. I de næste nyhedsbreve vil vi fortælle om, hvordan man i praksis arbejder med diversitet i virksomheder som bl.a. LYTT, 3XN, RØNNOW LETH & GORI og Open Platform.

Danske Arkitektvirksomheder har tidligere opfordret alle medlemsvirksomheder til at tilslutte sig DI’s Diversitetsløfte. Det gør vi stadig. Vi vil også gerne slå et slag for de nye anbefalinger i ”A/B/C: Gender balance, diversity & inclusion in architecture” fra Architects’ Council of Europe.

Fremover vil vi med mellemrum lave rundspørger for at følge og understøtte udviklingen i retning af mere mangfoldige og robuste arkitektvirksomheder, ligesom vi vil have temaet på dagsordenen i alle relevante udvalg under Danske Arkitektvirksomheder.

Læs mere om diversitetspolitikken her