Er køn en kompetence?

Kvindernes Kampdag 8. marts: Er køn en kompetence?

Dato 08.03.24 |
Af:
Klara Reetz

Kvindernes kamp- og festdag afholdes igen i år i samarbejde med en række af byggebranchens aktører. Vi glæder os til at se dig i DAC til en spændende og dynamisk eftermiddag, hvor du får indspark fra forskellige dele af branchen og inspiration udefra med fokus på tidsåndens tanker om køn som kompetence. Du får også selv mulighed for at byde ind og skabe kontakter til nye engagerede mennesker i branchen. Det er også muligt at deltage online.

På Kvindernes Kampdag den 8. marts sætter vi fokus på spørgsmålet: "Er køn en kompetence?" Byggekvinder i USA deler lignende udfordringer som i Danmark. Byggeriets Samfundsansvar præsenterer nye værktøjer om Psykologisk Sikkerhed, og en kvindelig maler deler sine erfaringer uden psykologisk sikkerhed. Danske Arkitektvirksomheder introducerer en ny diversitetspolitik, og Building Diversity reflekterer over intersektionalitet og normer, der begrænser mangfoldigheden. Vi afslutter med skarpe brandtaler og en fælles brainstorm om mere inkluderende sprog, efterfulgt af netværk, bobler og musik.

Program

Moderator: Diversitetsekspert Lisbeth Odgaard Damm

  • 14.00 Velkomst ved Christina Schultz, Byggeriets Samfundsansvar og på vegne af arrangørgruppen
  • 14.10 Reflektionsrunde over dagens tema
  • 14.20 Er køn en kompetence? ved Naja Lind Rasmussen og Rikke Kristine Østergaard, Ditto – forfatterne bag ”Den utålmodige feminist” og podcastværter på ”Karrierekvinder”. Er køn egentlig så vigtigt? Ifølge Rikke og Naja er køn en kompetence, og diversitetsskabelse bør derfor stå øverst på ambitiøse virksomheders to-do liste. I deres oplæg forklarer Naja og Rikke, hvilken rolle køn spiller på arbejde, hvordan køn både er en styrke, men ofte bliver gjort til en byrde, og så giver de konkrete forslag til, hvordan man kan komme i gang med at udnytte det potentiale, der ligger i en mere mangfoldig arbejdsplads. 
  • 15.00 Reflektionsrunde og opsamling fra salen
  • 15.15 Pause og netværk
  • 15.30 Inspirationsoplæg fra forskellige dele af branchen
    • Videohilsen fra håndværkerkvinder i USA – fra konferencen Tradeswomen Building Bridges, Washington DC, december 2023
    • Psykologisk sikkerhed og mangel på samme i branchen. Lykke Zachariassen, Næstformand i Malernes Fagforening Ungdom, fortæller om, hvordan manglende psykologisk sikkerhed påvirker mange håndværkerkvinders tilknytning til branchen. Byggeriets Samfundsansvar lancerer resultater fra ny rapport og konkrete værktøjer, som kan styrke arbejdet med psykologisk sikkerhed, ved Marianne Bredgaard Karlsson, Lysna.
    • Ny diversitetspolitik for arkitektvirksomheder.  Katja Viltoft, bestyrelsesformand i Danske Arkitektvirksomheder og partner i JJW Arkitekter. Danske Arkitektvirksomheder mener, at det bidrager positivt til resultater og udvikling, når forskellige mennesker er samlet på en arbejdsplads. De har derfor udarbejdet en diversitetspolitik, som tegnestuerne kan anvende og fx bruge aktivt i deres ESG-arbejde.
    • Mere end blot ét køn. Køn, etnicitet, alder, klasse og kropskapacitet er alt sammen med til at påvirke vores adgang og muligheder i forskellige sammenhænge. Building Diversity og Arkitektforeningens Platform for Diversitet & Ligestilling tager et intersektionelt blik på mangfoldighed, som rækker ud over kønnet og spørger: Hvilke normer inden for arkitektur- og byggebranchen forhindrer mangfoldigheden? Og hvordan kan vi udfolde forskelligheder som styrker frem for benspænd? 
  • 16.30 Afrunding. Brandtaler fra branchen ved Natalie Mossin, Institutleder på Arkitektskolen m.fl.
  • 16.45 Sprog skaber virkelighed - også i byggeriet. Kommunikationsbureauet Advice står bag kampagnen: ”Vi kan ændre verden ved at ændre sproget”, hvor de sætter fokus på kønnede ord, og hvad de betyder for vores opfattelser. Charlotte Martens, Chief Creative Strategist i kommunikationsbureauet Advice, vil sammen med Jesper Malm, områdechef i Bygherreforeningen, se nærmere på de sproglige kønsstereotyper i byggebranchen. Og de vil invitere tilhørerne med til en fælles brainstorm på nye betegnelser, som kan erstatte byggebranchens ofte meget mandlige ordforråd.
  • 17.00 til 17.30 Netværk, bobler og musik

Arrangementet er et samarbejde mellem Arkitektforeningen, Byens Netværk, Byggeriets Samfundsansvar, Bygherreforeningen, DAC, Danske Arkitektvirksomheder, FAOD, FRI og Konstruktørforeningen.