Kommunerne har lyttet!

Dato 18.03.20 |
Af:
Signe Moeslund Mains & Karen Sejr

Offentlige myndigheder på tværs af landet har aktuelt 130 udbud i gang, som afventer tilbud fra virksomheder. Den aktuelle situation og udbredelse af corona-virus skaber vanskelige betingelser for virksomhedernes tilbudsarbejde, bl.a. fordi medarbejdere er karantæneramt. Derfor opfordrer DI nu landets kommuner til, at forlænge tidsfristerne i igangværende offentlige udbud med minimum 14 dage.

Danske Arkitektvirksomheder har for få dage opfordret til at offentlige bygherrer påtager sig et samfundsansvar og sørger for at holde byggesagerne igang rundt omkring i hele landet. 

Nu er DI ude i det samme ærinde og opfordrer helt konkret offentlige myndigheder, der aktuelt gennemfører udbud, til at forlænge tidsfristen for virksomheder for aflevering af tilbud med minimum 14 dage.

Ved at forlænge fristerne hjælper offentlige myndigheder virksomhederne med at få en fleksibilitet, som tillader at de kan afgive tilbud, vinde kontrakter og dermed have udsigt til på den lange bane at holde hjulene i gang i virksomhederne.

Kommunerne må på banen for at hjælpe virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen med at holde hjulene i gang  - og det har de også tænkt sig, er udmeldingen fra formand for Kommunernes Landsforening (KL), Jacob Bundsgaard (S).

"Ved at fremrykke projekter, fastholde høj kadence i byggesagsbehandling, og i det hele taget lade flest mulige opgaver fortsætte som ”business as usual”, sørger vi for at holde virksomheder kørende i hele branchen", Lene Espersen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder

Også Danske Arkitektvirksomheders direktør, Lene Espersen er enig i KLs opfordring til kommunerne:

"Vi er meget tilfredse med, at KL's formand så klart melder ud, at landets kommuner skal medvirke til at holde hjulene i gang i samfundet. Ved at fremrykke projekter, fastholde høj kadence i byggesagsbehandling, og i det hele taget lade flest mulige opgaver fortsætte som ”business as usual”, sørger vi for, at holde vores virksomheder kørende i hele branchen. Jo flere offentlige og private bygherrer der benytter sig af at sætte flere opgaver i gang, jo bedre er hele Danmark stillet når vi står på den anden side af krisen, for flere virksomheder vil overleve og færre ansatte vil miste jobbet".