Indstil jeres renoveringsprojekt til RENOVER prisen 2017

Opdateret 06.02.17 |
Af:
Mia Winther-Queen

Foto: Carsten Ingemann / Konstabelskolen af Vandkunsten, vinder af RENOVER prisen 2016.

Frem til 1. marts 2017 er det muligt for alle at indstille projekter og dermed deltage i konkurrencen om at blive Danmarks bedste renovering i 2017.

For femte år i træk skal Danmarks bedste renovering findes til RENOVER prisen 2017. I anledning af RENOVER prisens femårs-jubilæum bliver der i år også uddelt en særlig pris "Jubilæumsprisen" til Danmarks bedste almene renoveringsprojekt. 

"I løbet af de fem år vi har uddelt prisen, har vi mærket, at der vokset en stolthed omkring renovering, som ikke var der tidligere. Renovering fylder meget i byggebranchen, og derfor er RENOVER prisen vigtig for at anerkende de mange gode projekter. Vi glæder os til – nu for femte gang – at kunne hylde en branche, hvor der udvises høj grad af kvalitet og virkelyst," siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania, der sammen med GI står bag prisen. 

Jubilæumspris hylder almeneboliger

Jubilæumsprisen bliver givet til det bedste almene renoveringsprojekt, som er realiseret i perioden 2012-2016. Også til denne pris kan alle indstille deres bud på frem til 1. marts 2017.

"I de almene renoveringsprojekter ser vi ofte eksempler på renoveringsløsninger, der er til gavn for hele branchen. Og det selvom almene renoveringsprojekter ofte er mere komplekse end andre, fordi det kræver et tættere samarbejde om vigtige beslutninger og løsninger mellem byggefolkene og beboerne," siger Lars Axelsen, der er administrerende direktør i GI.

Læs mere om RENOVER prisen her.