Foto: Bliv klogere på din bygherre med ny uddannelse på CBS Executive
Danske Arkitektvirksomheder og CBS Executive kan hjælpe dig på vej til bedre at kunne forstå din bygherre.

Forstå dig selv og din bygherre – og få en stærkere forretning

Opdateret 24.08.18 |
Af:
Mia Winther-Queen

Foto: CBS Executive

Det kan være en kunst at forstå din egen forretning – og det bliver ikke lettere af, at du også skal sætte dig ind i, hvad din bygherre vil. Men kan du forstå, hvorfor din bygherre fx gerne vil have kontorer midt i København, så kan du gøre din forretning stærkere.

Hvorfor vil advokatfirmaet Gorrissen Federspiel gerne bo i midten af København i Axel Towers? Ville de gerne give virksomheden et imageløft? Eller er det fordi, det gør det nemmere for deres medarbejdere at komme til og fra arbejde?

En bygherre kan have mange grunde til, hvorfor de gerne vil bygge om, ud eller helt nyt. Men det gælder for arkitektvirksomheder om at finde frem til, hvorfor bygherren gerne vil have ført et nyt byggeprojekt ud i livet.

”Hvis man som virksomhed kan komme ind til den egentlige grund til, hvorfor fx et advokatfirma gerne vil have kontorer i Axel Towers, så kan man bruge det i sin forretning. Hvis det handler om at give medarbejderne kortere til arbejde, så er det ét team man skal have på opgaven. Handler det om brand for virksomheden, så skal der måske samles et andet team fra arkitektvirksomheden. Bygherrens bevæggrunde har kort sagt betydning for de kompetencer virksomheden skal have,” siger Mogens Bjerre, der er lektor på Institut for Afsætningsøkonomi og Academic Dean CBS Executive.

"At forstå hvorfor vi gør, som vi gør, har betydning for hele vores forretning. Hvordan man arbejder, hvem man ansætter, og hvilke opgaver man får og gerne vil have." Mogens Bjerre, lektor på Institut for Afsætningsøkonomi og Academic Dean CBS Executive.

Din bygherre har måske selv svært ved at sætte ord på, hvorfor de gerne vil det ene frem for det andet. Men skal et projekt blive vellykket, så kræver det, at I som arkitektvirksomhed kan komme ind til kernen hos bygherrerne. Derfor lancerer Danske Arkitektvirksomheder i samarbejde CBS Executive en uddannelse, der skal give viden om forretning og styrke arkitekters indsigt i bygherres situation og behov. Lektor og Academic Dean, Mogens Bjerre, står for første modul af uddannelsen.

”At forstå hvorfor vi gør, som vi gør, har betydning for hele vores forretning. Hvordan man arbejder, hvem man ansætter, og hvilke opgaver man får og gerne vil have. Derfor er det vigtigt både at kunne forstå sin egen virksomhed og ikke mindst sin bygherres bevæggrunde. Når først vi forstår det, så kan du som virksomhed også tydeligere kommunikere, hvad du kan tilbyde dine kunder. Det betyder i sidste ende, at du kan tiltrække de kunder, der passer til din virksomhed, og hvor I gerne vil hen som virksomhed,” siger Mogens Bjerre.

Vil du vide, hvordan du trækker det værdifulde ”hvorfor” ud af din bygherre og dermed bliver bedre til at bringe din virksomheds kompetencer i spil? Så skal du tilmelde dig uddannelsen.

Uddannelsen henvender sig til ansatte/partnere på ledelsesniveau i danske arkitektvirksomheder, som har et strategisk og forretningsmæssigt ansvar.

Uddannelsen foregår over tre moduler. Første modul er med Mogens Bjerre som underviser og foregår den 2.-3. november i København.

Tilmelding og nærmere information om 1. modul