Pressemeddelelse: Er ’Level(s)’ fremtiden for bæredygtigt byggeri i EU?
PRESSEMEDDELELSE: Danske arkitekter, ingeniører, materialeproducenter og bygherrer er med i front, når fremtidens metoder til vurdering af bæredygtighed og cirkulær økonomi i byggeriet bliver testet og udviklet.
Netop nu deltager 17 danske projekter i testen af Level(s), – EU kommissionens bud på en ’værktøjskasse’ til vurdering af bygningers bæredygtighed.
Level(s) indeholder en række metoder, man kan bruge, hvis man vil arbejde konsistent med bæredygtigt byggeri. Blandt andet skal man fremtidssikre byggeriet i forhold til klimaforandringerne, ligesom man skal kortlægge miljøpåvirkninger og totaløkonomi over hele byggeriets levetid.
Level(s) er et vigtigt udspil fra EUkommissionen, der kan få markant betydning for bæredygtighed og cirkulær økonomi i byggeriet fremover.
Arbejder man allerede med bæredygtighedscertificering og bruger DGNB, vil man genkende mange af metoderne, men Level(s) indeholder både nyheder for eksperterne, og bud på hvordan man kommer i gang som nybegynder.
Ideen med testen er at få input fra byggeriets praktikere, så den endelige version af Level(s) bliver så relevant og anvendeligt som muligt. "Lykkes det, kan Level(s) bidrage positivt til videreudviklingen af eksisterende certificeringsstandarder som DGNB, og skabe fælles referencer for nationale initiativer i hele EU, som for eksempel en frivillig dansk bæredygtighedsklasse i bygningsreglementet", vurderer Peter Andreas Sattrup fra Danske Arkitektvirksomheder, der leder den danske indsats i testen af Level(s).
Læs hele pressemeddelelsen herunder.