Tror du på, at skønhed skaber forandring? (Erfaren projekteringsleder til BOGL København)

Opdateret 21.03.24

Til vores tegnestue i København leder vi lige nu efter en erfaren landskabsarkitekt og projekteringsleder, der – ligesom os – tror på, at skønhed skaber forandring. Vi vil inspirere, udfordre og engagere vores omverden med vores projekter, og vi forsøger hver dag at bringe vores faglighed i spil til gavn for den grønne omstilling. Ræsonnerer det i dig?

Som vores nye kollega bliver du en del af et team, der arbejder på både små og store byrums- og landskabsprojekter og for både private og offentlige bygherrer. Arbejdet indebærer alt fra detaljering og projektering af pladser, parker, gader og veje til klimatilpasning af kyster og transformation af byrum med fokus på grøn mobilitet. Lige nu arbejder vi f.eks. på Bispebjerg Torv og Frederiksborgvej, Klimaparken i Ballerup og Byparken på Slagterigrunden i Holstebro. 

Som projekteringsleder vil du få en ledende rolle i styringen af projektet fra de indledende skitser og forslag og helt frem til aflevering og 1-årsgennemgang. Du kommer til at udvikle projekterne i et tæt, kreativt samarbejde med sagsarkitekten og den designansvarlige. Sammen med teamet står du på mål for projekternes kunstneriske kvalitet og fremdrift. Du er medskaber af rammerne for det gode samarbejde og stærke, tværfaglige leverancer inden for den givne økonomi – skønheden i den professionelle rådgivning. 

Som erfaren landskabsarkitekt og projekteringsleder er du sikkert klar over, hvilke forventninger vi kunne have til dig og din rolle. Du er imidlertid velkommen til at udfordre ’plejer’, så vi sammen kan finde lige netop den ansvars- og rollefordeling, som passer dig og os. 

Det er en fordel, hvis du…

  • har lyst til at lede og koordinere større byrums- og landskabsprojekter med afsæt i stedets historie og beboernes ønsker og fortællinger
  • motiveres af projektstyring, herunder økonomi-, tids- og risikostyring
  • er skarp på anlægsteknik, lovgivning, udbudsprocesser, ABR- 18 og ydelsesbeskrivelser
  • er en dygtig samspilsforvalter og har erfaring med at lede et tværfagligt samarbejde
  • kan skabe en god dialog med bygherrer og samarbejdspartnere på dansk – både mundtligt og skriftligt 
  • har minimum 10 års erfaring fra en anden tegnestue, bygherreorganisation eller lignende
  • motiveres af teamsamarbejde og fælles præstationer og trives med at tage ansvar 
  • trives godt på pladsen i forbindelse med udførelse og tilsyn

Vi tilbyder… 

  • en hverdag på en selvstændig landskabstegnestue med et mangfoldigt kollegium af dygtige, ambitiøse og søde kolleger 
  • spændende projekter og projektforløb, hvor vi kæmper for landskabet og prioriterer at udvikle nye løsninger og udvikle os fagligt undervejs
  • et legende, kreativt og inspirerende arbejdsmiljø, hvor vi går op i det, vi laver og gør det sammen
  • en rummelig arbejdsplads, hvor der er plads til tanker, ideer og eksperimenter
  • byens bedste, vegetariske frokostordning, faglige arrangementer og inspirerende, sjove studieture
  • stor fleksibilitet med mulighed for hjemmearbejde og selv at tilrettelægge din arbejdstid 

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast stilling som udgangspunkt på 37 timer om ugen, men vi er åbne overfor dine ønsker til arbejdstid. Løn- og ansættelsesvilkår aftales efter den gældende overenskomst og kvalifikationer.

Er du interesseret? 

Så send en kort, motiveret ansøgning (max ½ A4-side), CV og eksempler på dit arbejde til tegnestuechef Camilla Ryberg på job@bogl.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du altid velkommen til at ringe til Camilla på +45 81 11 52 15, der også gerne tager en uformel snak med potentielle ansøgere, der har brug for afklaring. Vi holder samtaler løbende. Alle ansøgninger behandles fortroligt. 

Hvis du er nysgerrig på vores projekter og livet på tegnestuen, kan du finde os på bogl.dkLinkedInInstagram og Facebook

Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøgningsfrist: 30.04.2024