Rønnow Arkitekter A/S søger Kommunikationsmedarbejder

Opdateret 20.11.20

Har du stærke kompetencer inden for skriftlig kommunikation og et veludviklet grafisk blik? Er du nysgerrig, videbegærlig og brænder du for at formidle den gode fortælling i ord og billeder? Ligger arkitektur dit hjerte nært, og har du lyst til at varetage kommunikationsopgaver i en markant arkitektvirksomhed med en stærk faglig profil og høje ambitioner for fremtiden?

STILLINGEN

Så er det dig vi søger til en spændende, udfordrende og alsidig stilling på vores tegnestue i hjertet af København.

Stillingen er nyoprettet og på deltid med 20 timer pr. uge eller efter nærmere aftale.

Som vores nye kommunikationsmedarbejder får du ansvaret for at koordinere, producere og layoute indhold til vores sociale medier, hjemmeside, PR, publikationer, præsentationer og andet skriftligt materiale. Du vil regelmæssigt bistå med at forfatte og redigere tekster til tilbud og prækvalifikationsansøgninger i samarbejde med vores akkvisitionsansvarlige medarbejder, og derudover vil du også assistere i planlægning og afholdelse af eventuelle arrangementer og events.   

Med reference til ledelsen får du således en central rolle i at fastholde og udbygge Rønnow Arkitekters stærke brand og markedsposition.

Det er væsentligt, at du formulerer dig flydende og fængende på dansk i skrift og tale og har gode samarbejdsevner. Du har desuden veludviklede kompetencer inden for grafisk layout og billedredigering.

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra en lignende stilling gerne i arkitektbranchen eller fra andre kreative miljøer.

For den rette kandidat tilbydes gode udviklingsmuligheder, et stort ansvar i stillingen og en høj grad af selvstændighed i opgaveløsningen.   

KVALIFIKATIONER

  • Du er uddannet arkitekt eller har en uddannelse inden for kommunikation, medier, kulturformidling eller tilsvarende
  • Du formår at vinkle indhold fra den helt rigtige side og kan formidle budskaber via såvel elektroniske som trykte medier og har måske også erfaring med andre medier
  • Du har dokumenteret erfaring fra en lignende stilling - gerne i arkitektbranchen
  • Du kan holde flere bolde i luften samtidigt og bevare hovedet koldt i pressede situationer
  • Du formår at inspirere og motivere både interne og eksterne bidragsydere i din opgaveløsning og er parat til at yde en ekstra indsats, når det behøves   
  • Du har gode analytiske evner, arbejder selvstændigt og fokuseret, er proaktiv, struktureret og engageret, er skarp, grundig og tager gerne ansvar
  • Du er positiv, imødekommende og bidrager til et godt samarbejdsklima.

VI TILBYDER

Du bliver en del af en ambitiøs, professionel og dynamisk tegnestue i hjertet af København med høj faglighed og dygtige, fagligt engagerede kollegaer. Du vil få stor indflydelse på egne arbejdsopgaver og gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Vi vægter arbejdsglæde, vidensdeling og fællesskabet højt og har en flad struktur med en uformel omgangstone. Din arbejdsdag vil være afvekslende og i høj grad præget af frihed under ansvar. 

Vi tilbyder løn og ansættelsesvilkår efter kvalifikationer.

Matcher din profil kvalifikationerne, og er du interesseret i stillingen, så send din motiverede ansøgning med CV og evt. andet relevant materiale til e-mail: job@ra.dk. Du bedes mærke din ansøgning ”Kommunikationsmedarbejder” i emnefeltet.  

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte arkitekt MAA og partner Inge-Lise Kragh på telefon: 41 74 00 75 eller adm. direktør Martin Bloch på telefon: 24 81 71 24.

Stillingen ønskes besat snarest muligt, og samtaler vil blive afholdt løbende.

Ansøgningsfrist: 15.12.2020