Byplanarkitekt og projektleder hos Sweco Architects

Opdateret 12.07.21

Vil du være med til at udvikle spændende projekter, der gennem helheds- og løsningsorienteret planlægning sikrer grundlaget for velfungerende byområder? Til vores jyske tegnestuer i Silkeborg, Herning eller Aarhus søger vi en byplanarkitekt og gerne med erfaring inden for projektledelse.

I Byplanteamet i Sweco Architects er vi specialister i byplanlægning og skaber grundlaget for fremtidens velfungerende byer. Vi bistår vores kunder med rådgivning inden for alle aspekter af byplanfaget, lige fra de helt tidlige faser, hvor en strategisk tilgang til opgaverne hjælper kunderne frem i alle projektfaser – fra udvikling af visioner til mere konkrete projekter inden for byudvikling.

Opgaverne spænder fra byplanscreeninger, mulighedsstudier, strukturplaner, disponeringsplaner til lokalplaner. Vi sætter vores byplanfaglige viden om urbanisering, boformer, klima og bæredygtighed i spil, for at skabe plangrundlag, der understøtter de visioner vores kunder og kommunerne har for fremtidens byområder.

Sammen med arkitekter, landskabsarkitekter, konstruktører og ingeniører, har vi en unik mulighed for at trække på og involvere en lang række kompetencer, som sikrer et solidt udgangspunkt for skabelsen af gode, velfungerende og bæredygtige byer.

Om dig

Din uddannelsesmæssige baggrund kan være byplanlægger, urban designer, arkitekt eller en anden uddannelse som er relevant ift. arbejdet med byudvikling. Vi forventer at du har mindst fem års erfaring fra enten private eller offentlige ansættelser. Som vores nye projektleder, vil du bringe dit udviklingsgen i spil fra første dag. Du vil få ansvar for at yde byplanrådgivning for vores kunder i form af indledende dialog med bygherrer og myndigheder samt borgere og politikere, i et krydsfelt, hvor arkitektonisk kvalitet, økonomi, lovkrav og politiske visioner skal gå op i en højere enhed.

Løsningsorienteret dialog og kommunikation samt sikring af den gode proces er derfor vores fornemste opgave, hvilket du naturligvis også skal evne og bidrage til med gode kommunikative evner.

Du vil få ansvaret for dine egne opgaver, som bl.a. kan omfatte:

  • Byplanscreeninger
  • Mulighedsstudier, indledende analyser og undersøgelser
  • Struktur-, helheds- og bebyggelsesplaner
  • Lokalplanforslag og evt. udkast til kommuneplantillæg, som udarbejdes i tæt samarbejde med bygherrer og kommuner.

For den rigtige kandidat vil der blive tale om et job med mulighed for stor selvstændighed og indflydelse.

Om os

Vores medarbejdere er vores stærkeste kort. Vi sætter hver gang det bedste hold, således, at vi supplerer og styrker hinanden i projektarbejdet og bringer den enkeltes ekspertise i spil, for at sikre kvalitet og værdi. Vi vægter dialog, vidensdeling og en god og tæt kommunikation meget højt. Vi sætter os i førersædet og stræber efter altid at være tæt på vores kunder og bygherrer i hele processen, så vi sikrer at gode løsninger føres helt til ende. Vi vægter det sociale fællesskab højt og har en stærk tradition for fælles arrangementer – både fagligt og festligt.

Sweco Architects er en af Danmarks største arkitektvirksomheder med over 300 ansatte og mere end 35 års erfaring indenfor arkitektur og byggeri. Vi er en del af Sweco Danmark og sammen fungerer vi som én multidisciplinær rådgivningsvirksomhed indenfor arkitektur- og ingeniørrådgivning.

Sådan søger du stillingen

Du kan kontakte Rikke Vangsaae på telefon: 60 21 15 86 eller e-mail: rikke.vangsaae@sweco.dk, hvis du vil vide mere om stillingen eller Sweco som arbejdsplads.

Klik på linket her

for at sende din ansøgning og CV med relevante dokumenter i dag eller senest de 22. august 2021. Vi modtager ikke ansøgninger på mail.

Ansøgningsfrist: 22.08.2021