hammer

Afgørelse om ansvar for certificering af konstruktioner

Dato 09.06.26 |
Af:
Preben Dahl

Foto: Unsplash

Voldgiftsnævnet har 2026 afsagt en interessant kendelse om, hvorvidt totalrådgiver eller underrådgiver har ansvar for certificering, når dette ikke udtrykkeligt fremgår af aftalegrundlaget.

Kort resume af afgørelsen:

En totalrådgiver og en ingeniør indgik en aftale om ingeniørrådgivning til en tilbygning. Aftalen var skrevet af ingeniøren, men ikke underskrevet af parterne. Men der var under sagen enighed om aftalens indhold. Aftalen var med fast honorar og indeholdt følgende ydelser:

Myndighedsprojekt (med nogle udspecificerede underpunkter, herunder bl.a. ”konstruktionsdokumentation for starterklæring inkl. kontrolskemaer,”) Udbudsprojekt (med flere udspecificerede underpunkter) og Udførelsesprojekt.

Underrådgiveren udførte arbejdet iht aftalen og fakturerede for arbejdet. En del af ingeniørydelserne blev betalt, men totalrådgiver tilbageholdt visse dele af betalingen, bl.a. fordi de fremsendte statiske beregninger ikke var certificerede. Der opstod uenighed om, hvem der havde ansvar for levering af certificering.

Totalrådgiveren, som mente, at underrådgiveren havde misligholdt aftalen som følge af den manglende certificering, valgte til sidst at ophæve aftalen. Totalrådgiver lod herefter arbejdet udføre af en anden ingeniør. Underrådgiveren krævede resthonoraret betalt og da parterne ikke kunne blive enige, blev der anlagt en voldgiftssag.

”..Efter voldgiftsrettens opfattelse var det udgangspunktet, at det er den ingeniør, der er antaget som underrådgiver, der har ansvaret for at udføre eller få udført certificerede statikberegninger. Dette udgangspunkter gælder, medmindre ingeniøren kan bevise, at andet er aftalt.

Voldgiftsretten finder ikke, at underrådgiver har bevist, at det var aftalt, at det var totalrådgiver, der skulle stå for certificeringen af de statikberegninger, som underrådgiver skulle udføre. Parternes mailkorrespondance viser ikke, at noget sådant var aftalt..”

Afgørelser fra voldgiftsnævnet afgøres altid meget konkret, og i denne sag kan der foreligge særlige forhold, som ikke fremgår af afgørelsen. Men i den konkrete sag er det interessant, at voldgiftnævnet konstaterer, at det er den ingeniør, som skal lave de statiske beregninger, der som udgangspunkt også har ansvar for at udføre eller få udført certificeringen inden for aftalen, også selvom dette ikke fremgår af aftalen. Det er altså ingeniøren, der skal løfte bevisbyrden for, at certificeringsydelsen ikke er indeholdt i aftalen.

 

På trods af afgørelsen, bør man naturligvis altid sikre sig at ydelsen om certificering er reguleret i aftalen. Uklarheder skaber konflikter.

 

Kendelse af 2. januar 2026 ved Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, sag nr. C16652