Overenskomsterne mellem DANSKE ARK, ARKITEKTFORBUNDET, Konstruktørforeningen og Teknisk Landsforbund er færdigforhandlede. Overenskomsten er 1-årig og medfører en samlet løn- & pensionsstigning på 1,85%, som fuldt ud er anvendt til pensionsforhøjelser. Der er en del fornyelser i overenskomsterne. De vigtigste gennemgås mere detaljeret nedenfor.
Overenskomsternes nyskabelser 2011
Overenskomsterne mellem DANSKE ARK, ARKITEKTFORBUNDET, Konstruktørforeningen og Teknisk Landsforbund er færdigforhandlede. Overenskomsten er 1-årig og medfører en samlet løn- & pensionsstigning på 1,85%, som fuldt ud er anvendt til pensionsforhøjelser. Der er en del fornyelser i overenskomsterne. De vigtigste gennemgås mere detaljeret nedenfor.
Der er aftalt nye regler for arbejdstid og overtidstillæg. De afløser de gamle normperioder, ugenormer og behandling af overtid. De nye regler gælder fra 1. maj, hvor normperioden efter de hidtidige overenskomster udløb 30. april. Timer der er optjent efter de gamle regler udbetales pr. 30. april, som de skal efter de gamle regler. Fremover skal der arbejdes med en flydende pulje af mertimer på maksimalt 100 timer. Det giver større fleksibilitet og mulighed for enten afspadsering eller udbetaling efter aftale, uden at timerne skal tillægsbelægges. Skriftligt beordret arbejde på arbejdsfri hverdage og søn - og helligdage udløser fortsat 100% tillæg og skal udbetales med førstkommende lønudbetaling, men kun når det er skriftligt beordret. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på i forbindelse med registreringen af arbejdstimer, om der foreligger en skriftlig beordring.
Efter indførelsen af den nye timepulje på 100 timer, er muligheden for at indgå fleksaftaler i hidtidig forstand afskaffet, og der kan ikke længere indgås fleksaftaler. Opsparede flekstimer samt timer fra den gamle timebank skal afvikles. Timer fra timebanken skal efter de aftalte overgangsregler være afviklet senest 31. december 2011. Opsparede flekstimer fra en gammel fleksaftale, skal afvikles efter de regler man nu har aftalt i fleksaftalen. Der kan derfor fremover kun være en timepulje på virksomheden, nemlig 100 timers puljen.
Deltidsansatte skal sammen med arbejdsgiveren drøfte om timer udover den aftalte deltidsnorm skal udbetales, eller om mertimerne overføres til 100 timers puljen. Der er fuld valgfrihed i forbindelse hermed.
Der kan nu laves individuelle aftaler om en effektiv arbejdsuge på 37 timer mod en lønforhøjelse på 6,75%. Virksomhederne vælger om de vil bruge aftalen om en øget ugentlig effektiv arbejdstid. Aftaler kan indgås individuelt, de behøver ikke dække hele virksomheden.
Alle konkurrencetimer er nu er omfattet af de almindelige arbejdstidsregler. Timer udover 37 om ugen overføres til puljen for mertimer, og hvis man forventer at skriftligt beordret arbejde i weekender vil blive aktuelt, kan der laves en aftale om et særligt funktionstillæg, der erstatter dette overtidstillæg.
Der er nu et ekstra år til at bruge efteruddannelsesmidler under ansættelsen, og uforbrugte midler overføres først til puljen efter to år. Ved fratræden er der 12 måneder til at anvende midlerne, men fremover kun hvis medarbejderen fortsætter i en DANSKE ARK-virksomhed. Forlader man branchen kan den nye arbejdsgiver ikke længere sende regningen for efteruddannelse til arkitektvirksomheden. Medarbejderen kan få udbetalt sit efteruddannelsesbeløb kontant, dog maksimalt to års optjente midler. Hvis efteruddannelsen foregår i en ledighedsperiode, og hvis efteruddannelsen er af et omfang der medfører dagpengetab, kan der udbetales en ikke ferie- eller pensionsberettiget godtgørelse til dækning af dagpengetabet.
Medarbejderne har fået mulighed for at bruge optjente mertimer til kompetenceudvikling. Der kan endvidere laves skriftlige aftaler om forlods brug af efteruddannelsesmidlerne, hvilket bl.a. kan være relevant for nyansatte.
Rigtig mange af bestemmelserne i de tre overenskomster er blevet harmoniseret. Det gælder antallet af feriedage og betalte fridage, 24. og 31. december som betalte fridage, og optjening af 6 feriefridage årligt.
Fædrene har fået yderligere 2 ugers løn ved barsel og adoption, men kun hvis arbejdsgiveren får fuld refusion fra både kommune og Barsel.dk. Ellers nedsættes lønnen med et beløb, der svarer til den manglende refusion. Lesbiske medmødre, der adopterer den registrerede partners barn, opnår fremover samme barselsvilkår som fædrene.
Rejsetidsreglerne åbner fremover mulighed for, at der lokalt eller individuelt aftales et rejsetillæg, der ved udlandsrejser ligeledes kan omfatte alle de timer, udover den almindelige ugentlige arbejdstid, der arbejdes på og under rejsen. På den måde kan man mellem parterne tage højde for, at der på udlandsrejser ofte er ønske fra både arbejdsgiver og lønmodtager om, at få arbejdet udført på kortest mulig tid, uden at medarbejderens timepulje hjemme i virksomheden påvirkes.
Virksomhederne får mulighed for at modtage europæiske arkitekter som praktikanter i Danmark med et stipendium fra fx Leonardo da Vinci programmet. Er praktikanten under 30 år, gælder overenskomsten ikke de første tre måneder. Ønskes et længere ophold, skal det godkendes af DANSKE ARK og ARKITEKTFORBUNDET. Er praktikanten over 30 år, kan man være praktikant i 4 uger, dog med mulighed for forlængelse. Disse praktikanter er således nu undtaget overenskomstens dækningsområde. Dækningsområdet er til gengæld blevet udvidet med ingeniørerne i arkitektur og design fra Ålborg Universitet.
Parterne har aftalt gennem 2011 at arbejde med indførelse af et nyt lønsystem frem til næste overenskomstforhandling i foråret 2012. Vi skal bl.a. se nærmere på lønsystemet i Sverige, hvor man i udstrakt grad har lokale og individuelle lønforhandlinger. Systemet ser ud til at være populært hos både medarbejdere og arbejdsgivere. Vi har store forventninger til det samarbejde, der skal føre til en beskrivelse af et nyt lønsystem, som skal forhandles færdigt ved OK 2012. Et nyt lønsystem vil stille større krav til tillidsrepræsentanterne og der er derfor også indført en ekstra kursusdag pr. år allerede i indeværende overenskomstperiode, ligesom der nu er mulighed for at vælge fælles tillidsrepræsentant ved 5 medlemmer, mod tidligere 8.
DANSKE ARK
Juni 2011