Ved årsskiftet 2004/2005 blev EU-direktivets nye diskriminationskriterier vedrørende alder og handicap implementeret i dansk ret.
Forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet omfatter således nu direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Forbuddet omfatter også chikane.
En arbejdsgiver må derfor ikke forskelsbehandle ved hverken ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn - og arbejdsvilkår.
De to nye kriterier, alder og handicap, får også en direkte betydning for DANSKE ARK- medlemmernes daglige administration vedrørende medarbejderforhold. Det bemærkes, at forskelsbehandlingen gælder alle aldre og derfor også både yngre og ældre medarbejdere.
Forskelsbehandling vedrørende alder:
Nye medarbejdere
Forbuddet mod forskelsbehandling får betydning allerede ved annoncering efter nye medarbejdere. Det er ikke længere tilladt at annoncere med angivelse af eksempelvis ønsket aldersspænd. Der kan fortsat stilles krav om erfaring, men det skal kunne begrundes driftsmæssigt.
Af hensyn til arbejdsgiverens senere mulighed for at dokumentere, at forskelsbehandling ikke har fundet sted, anbefales det, at der skrives noter fra ansættelsessamtaler. Derved kan en eventuel senere beskyldning om forskelsbehandling imødegås.
Nuværende medarbejdere
Ændringerne får betydning for de medarbejdere i hvis kontrakter der er aftalt en forud fastsat fratrædelsesalder. Retsvirkningen af de nye regler er, at disse aftaler om at fratræde ved eksempelvis det fyldte 62. år er ugyldige. Aftaler om ophør af ansættelsen ved det fyldte 65. år strider ikke mod loven, da der her indtræder ret til folkepension. Det anbefales derfor, at man gennemgår eksisterende kontrakter, og hvor der findes sådanne aftaler, udarbejder nye kontrakter uden sådanne aldersbegrænsninger. Der må derefter ske sædvanlige overvejelser om saglighed ved opsigelser.
Forskelsbehandling vedrørende handicap
Nye medarbejdere
Det påhviler efter loven arbejdsgiveren at træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige for at give en person med et handicap adgang til beskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.
Der foreligger ikke en officiel definition af begrebet handicap, men begrebet er i praksis fastlagt som "en person, hvor der kan konstateres en fysisk, psykisk, eller intellektuel funktionsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov for, at den pågældende kan fungere på lige fod med andre personer i tilsvarende situationer".
Det betyder, at man som arbejdsgiver i en ansættelsessituation ikke må tillægge et eventuelt handicap vægt, hvis den handicappede i øvrigt er fagligt bedst kvalificeret, og at de eventuelle hensyn der skal tages i form af indretning af arbejdssted m.v. ikke er "en uforholdsmæssig stor byrde".
Det anbefales derfor også her, at man som arbejdsgiver tager notater fra ansættelsessamtale, for senere at kunne imødegå en eventuel beskyldning om forskelsbehandling.
Det anbefales at søge rådgivning i DANSKE ARKs sekretariat, såfremt der opstår situationer, hvor problematikken bliver aktuel.