USIKKERT HOVEDGREB

Arkitektbranchen finder både noget at glæde sig over og noget at kritisere ved dannelsen af den nye regering.

Så kom den politiske forløsning: Danmark har fået en ny regering. Regeringsgrundlaget fylder 76 sider. Jeg har omhyggeligt læst dem alle sammen i håb om at finde noget om bygge-, og arkitekturpolitik. Der står så godt som intet. Til gengæld står der vældig meget om økonomisk politik og klimapolitik. Om økonomien hedder det ligefrem at ”udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Det skal suppleres med ”en effektiv kick-start af dansk økonomi” gennem fremrykning af offentlige investeringer. Kickstarten vil utvivlsomt sætte øget gang i bygge- og anlægsaktiviteten, hvilket også vil komme arkitekterhvervet til gavn.

På klimaområdet sætter den nye regering ambitiøse mål for omlægning af Danmarks energiforsyning til vedvarende energikilder, energibesparelser og –effektiviseringer. Her ligger store udfordringer og vanskelige dilemmaer men også nye forretningsmuligheder.

Regeringens politiske grundlag er en ting. Noget andet er den administrative indretning. På en række områder betyder den nye regering også bemærkelsesværdige ændringer, blandt andet:

  • Arkitektuddannelserne flytter fra Kulturministeriet til det nye ”uddannelsesministerium”, hvor også konstruktøruddannelserne placeres;
  • Der etableres et nyt Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter;
  • Dette ministerium overtager ansvaret for almene boliger m.v. fra Socialministeriet;
  • Det tidligere Klima- og Energiministerium bliver til et Klima-, Energi- og Bygningsministerium;
  • Dette nye ministerium får ansvar for byggeri, bl.a. bygningsreglement og forsøgsbyggeri;
  • Det får også ansvar for administration af universitetsbygninger og statens kontorbygninger.

DANSKE ARK er glade for at der oprettes et boligministerium, men kritiske overfor dets meget begrænsede arbejdsfelt. Adskillelsen af boligpolitik og bygningspolitik forekommer hverken logisk eller hensigtsmæssig. Det er fortvivlende at vi også fremover skal leve med at statsligt byggeri og det almene boligbyggeri reguleres fra to forskellige ministerier.

Mange arkitekter vil begræde at arkitektuddannelserne er flyttet. De praktiske konsekvenser er ikke til at forudse, men DANSKE ARK har skrevet til den nye ”uddannelsesminister”, at vi lægger stor vægt på at den positive udvikling, der har været på skolerne de seneste år, fortsætter, samt på at uddannelsernes kunstneriske traditioner skal fastholdes.

En stribe bygge- og arkitektorganisationer har rost den nye regering uforbeholdent. Som nævnt ovenfor er der bestemt elementer at glæde sig over, men den rene jubel forekommer en smule malplaceret, da ”hovedgrebet” i de mange ressortændringer mildest talt forekommer uklart.

DANSKE ARK har skrevet til en lang række af de nye ministre. Det kan du læse om andet sted i nyhedsbrevet.


Kommentarer (0)

Log ind på MIT DANSKE ARK for at skrive din kommentar


Printed 18 maj 2012 fra http://www.danskeark.dk/Alle_nyheder/Ugens-Fokus/Ugens_fokus_06_oktober_2011.aspx

Kontakt

Christian Lerche
Christian LercheDirektør, cand.merc.
mail 
cl@danskeark.dk
tel  32 83 05 05
tel  51 55 74 94