Tillykke rektor!

Lene Dammand Lunds tiltræden som rektor for Arkitektskolen i København lover godt.

Forandringens vinde blæser over ”Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering - Arkitektskolen”. Skolen er et tvangsægteskab mellem fire institutioner. Skolen blev tvangsfjernet fra trygheden i Kulturministeriet. Skolen har fået ny bestyrelse med en tidligere departementschef som formand og stærke erhvervskræfter omkring bordet. Og senest har den fået en ny rektor.

Lene Dammand Lunds faglighed er uangribelig. Men i tilgift har hun en solid erhvervsmæssig baggrund og en stribe stærke, personlige egenskaber. Tilsammen lover det godt for fremtidens udvikling af skolens uddannelser og forskning.

I sin tiltrædelsestale sagde hun om noget af den frygt for forandring, der findes i skolens omgivelser: ”Jeg synes, vi højt og tydeligt skal forklare vores nye ministerium, hvorfor den metode, vi anvender, er hamrende effektiv, og hvorfor den kræver tegneborde, værksteder og laboratorier. Jeg synes, det er en forældet tankegang at opstille akademi og universitet som hinandens modsætninger. Der er tale om forskellige tilgange til vidensproduktion, som supplerer hinanden. Der er meget få problemstillinger i et moderne samfund, der løses ved hjælp af én videnskabelig metode eller én kernefaglighed.” Det er til at høre, at Lene Dammand Lund har vilje til at kæmpe for uddannelsernes egenart.

Men jeg hæftede mig også ved, at Lene Dammand Lunds åbenhed over for aftagernes og samfundets behov. Hun sagde blandt andet: ”Vi producerer ikke løsninger til et marked, der allerede har bestemt sig for præcis, hvad de har brug for. Vi er forhåbentlig mere fremsynede og ambitiøse. Vi skaber et marked. Men det gør vi kun, hvis vi går i dialog med dem, der skal købe vores ydelser og produkter. Verden er ikke en forhindring, den er en kæmpe inspiration.”
Jeg ved, at der findes skepsis over for hendes holdninger og ambitioner. Men fra arkitekterhvervets side bakker vi klart op bag Lene Dammand Lund. Vi tilbyder hende både inspiration og samarbejde til hendes virke på skolen.


Kommentarer (0)

Log ind på MIT DANSKE ARK for at skrive din kommentar. Alle kommentarer vises her på siden. Mail til DANSKE ARK sendes til info@danskeark.dk


Printed 24 sep 2014 fra http://www.danskeark.dk/Alle_nyheder/Ugens-Fokus/2012-05-16_Ugens_Fokus.aspx

Kontakt

Pia Wiberg
Pia WibergDirektør, cand.arch.
mail 
pw@danskeark.dk
tel  32 83 05 05
tel  20 41 24 80