Skadefri arkitekter får forsikringspenge retur
DANSKE ARKs forsikringsordning gav igen overskud i 2010. Medlemmer med 3 eller 5 års skadefrihed får derfor op til 20% af præmien retur.
Kvalitetssikring belønnes
DANSKE ARKs generalforsamling besluttede i 2009 at fremtidige overskud på forsikringsordningen primært skulle uddeles til virksomheder med flere års skadefrit forløb. Derfor får 550 af DANSKE ARKs 730 medlemsvirksomheder nu rabat på indeværende års præmie. 300 virksomheder med 5 års skadefrihed får en rabat svarende til 20% af præmien i 2010. Yderligere 250 virksomheder får 10 % rabat som belønning for 3 års skadefrihed. Rabatterne fremgår af de netop udsendte præmieopkrævninger.
Overskudsdelingen omfatter alene den obligatoriske professionelle ansvarsforsikring. i 2011 uddeles i alt 3 mio. til medlemmerne, mens godt 2 mio. anvendes til konsolidering af forsikringsordningen.
Billigere tarifpræmie for tilstandsrapporter og energimærker
For de fleste arbejdsområder er forsikringstariffen blevet reduceret 5 gange de seneste 6 år. Nedsættelserne vedrørte dog ikke præmien for tilstandsrapporter. En ihærdig kvalitetssikringsindsats på dette område har nu reduceret skadeomfanget betragteligt, således at det endeligt er muligt også at nedsætte tariffen her. Præmieprocenten for tilstandsrapporter reduceres derfor med næsten 20 %.
For energimærker reduceres præmien for hele 50 % ved at flytte denne fra kategorien almindeligt arkitektarbejde m.v. til landskabsarkitektarbejde m.v. På grund af tarifmodellens opbygning kan energimærkerne dog først udskilles ved indberetningen primo 2012, hvorfor nedsættelsen for 2011 her sker ved efterregulering.
Nogle få skadevoldere får højere selvrisiko
Samtidigt med rabatordningen blev der fastsat retningslinjer for forhøjet selvrisiko for virksomheder med særligt dårligt skadeforløb. Godt 1 % af medlemsvirksomhederne må i 2011 og 2012 år betale forhøjet selvrisiko af nyanmeldte skader. Disse modtager individuelt brev herom.
Store rabatter på øvrige erhvervs- og privatforsikringer
På øvrige forsikringsområder får DANSKE ARKs medlemsvirksomhederop til 36% rabat i TRYG på erhvervsforsikringer og privatforsikringer til både indehavere og medarbejdere. Disse rabatter kan spare selv de mindste virksomheder for adskillige tusinde kroner om året - for større virksomheder meget mere.
Læs mere
Orientering og kontaktinfo om de fordelagtige rabatordninger
Tarif for professionel ansvarsforsikring 2011
DANSKE ARKs håndbog i kvalitetsledelse